Familierådgivning
Silkeborg Kommune passer godt på dine og dit barns oplysninger
Efter databeskyttelsesforordningen skal vi give dig en række oplysninger, når vi behandler oplysninger om dig – uanset om du selv har givet os informationen, eller om oplysningerne stammer fra andre.
1. Silkeborg Kommune er dataansvarlig
Silkeborg Kommune er dataansvarlig for dine oplysninger.
Dine og dit barns oplysninger vil blive behandlet i Børne- og Familieafdelingen i Silkeborg Kommune.
Silkeborg Kommunes hovedadresse er Silkeborg Kommune, Søvej 1, 8600 Silkeborg. Tlf. 89 70 10 00.
2. Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren
Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, er du altid velkommen til at kontakte vores Databeskyttelsesrådgiver.
Du kan finde yderligere oplysninger om Silkeborg Kommunes Databeskyttelsesrådgiver via databeskyttelse.silkeborg.dk:
Gå til databeskyttelse.silkeborg.dk
3. Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine og dit barns personoplysninger
Vi behandler dine og dit barns personoplysninger for at kunne give dig og dit barn den bedst mulige indsats efter servicelovens regler. Formålet med behandlingen af oplysningerne kan være en eller flere af følgende formål:
- Forebyggende foranstaltninger for eksempel: Rådgivning, vejledning og kursus, (servicelovens § 11)
- Hjælp til børn, der har behov for særligt dagtilbud grundet nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, og hjemmetræning og træningsredskaber jf. servicelovens § 32a.
- Tabt arbejdsfortjeneste og/eller nødvendige merudgifter medvidere, jf. servicelovens §§ 41, 42 og 43
- Børnefaglig undersøgelse for at klarlægge, hvilken hjælp, der bedst matcher jeres familie, jf. servicelovens § 50
- Indsats efter servicelovens bestemmelser om foranstaltninger, fx støtte- kontaktperson, familiebehandling, aflastning, økonomisk støtte til efterskoleophold mv. jf. servicelovens §§ 52, 52a og 76
- Støtte til forældre jf. §54
- Handleplaner og opfølgning jf. servicelovens §§ 70 og 140
- Aflastning ved nedsat funktionsevne jf. servicelovens § 84
Vi behandler eventuelt også oplysninger om dit barn med henblik på udtalelser til andre myndigheder.
Vi behandler derfor dine og/eller dit barns personoplysninger for at udføre den nødvendige sagsbehandling i relation til din henvendelse eller kommunens lovmæssige forpligtelse.
Vi behandler desuden oplysningerne for at opnå en effektiv og rationel sagsstyring og for at kunne holde styr på, hvilke sager Silkeborg Kommune har behandlet.
Vi behandler også dine og/eller dit barns oplysninger for at kontrollere, om du modtager den rigtige hjælp.
Vi behandler almindelige personoplysninger om dig og dit barn, dvs. navn, adresse, cpr.nr. mv. Afhængig af de konkrete forhold behandler vi også følsomme oplysninger om dig og/eller dit barn. Det kan for eksempel være helbredsmæssige oplysninger.
Vi behandler evt. også oplysninger om straffedomme og lovovertrædelser. Sidstnævnte oplysninger behandles kun, hvis disse oplysninger indgår i sagens materiale.
Oplysningerne kan stamme fra kommunen selv, andre offentlige myndigheder, dig selv og/eller dit barn eller andre privatpersoner.
Vi behandler personoplysningerne efter Databeskyttelsesforordningen (forordning 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger) og dansk lov på området.
Vores lovhjemmel er databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra e for så vidt angår almindelige oplysninger. For så vidt angår eventuelle følsomme oplysninger sker behandlingen efter artikel 9, stk. 2, litra f.
Indeholder sagen oplysninger om strafbare forhold er vores behandling baseret på databeskyttelseslovens § 8, stk. 1 og stk. 2, nr. 3.
Har vi oplysninger om dit og/eller dit barns personnummer, sker behandlingen med henblik på entydig identifikation, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 1.
4. Modtagere af dine og dit barns personoplysninger
Oplysningerne kan videregives til Danmarks Statistik, andre offentlige myndigheder og klageinstanser.
Oplysningerne kan også videregives til anden forældremyndighedsindehaver.
Vi videregiver desuden dine og dit barns oplysninger til databehandlere. Databehandlere betyder i denne sammenhæng, de IT-systemer, vi bruger til at behandle henvendelsen.
5. Opbevaring af oplysninger om dig og dit barn
Oplysninger om dig og dit barn i Silkeborg Kommunes elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystem vil blive overført til opbevaring i Silkeborg Arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen efter afslutning af den journalperiode, hvori sagen er afsluttet.
Silkeborg Kommune vil i en periode efter afslutningen af den journalperiode, hvori sagen er afsluttet og overført til opbevaring i arkivet, jf. ovenfor, fortsat have adgang til at søge oplysningerne frem i en historisk udgave af journalperioden i systemet.
Den historiske udgave af journalperioden slettes senest 10 år efter afslutning af den journalperiode, hvori sagen er afsluttet.
6. Dine og dit barns rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig og dit barn.
Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.
Ret til at se oplysninger (indsigtsret)
Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig og dit barn, og en række yderligere oplysninger.
Ret til berigtigelse (rettelse)
Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv og dit barn rettet.
Ret til sletning
I helt særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig og dit barn, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer.
Ret til begrænsning af behandling
Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine eller dit barns personoplysninger begrænset.
Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.
Det bemærkes i den sammenhæng, at arkivformål er at betragte som vigtige samfundsinteresser.
Ret til indsigelse
Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine og dit barns personoplysninger.
Du kan læse mere om dine og dit barns rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder:
Gå til Datatilsynets vejledning og læs mere om de registreredes rettigheder
Du kan også læse mere om dine rettigheder på databeskyttelse.silkeborg.dk:
Gå til databeskyttelse.silkeborg.dk
7. Overførsler til usikre tredjelande
Det anvendte IT-system for sagsbehandlingen overfører personoplysninger til usikre tredjelande.
Det drejer sig om overførsler til Microsoft, som er beliggende i USA.
Det drejer sig også om overførsler til Amazon, som er beliggende i USA.
Vi har søgt at gøre overførslen så forsvarlig som muligt. Det gør vi dels ved at anvende EU-standardkontraktbestemmelser ved overførslen, dels ved kontinuerligt at undersøge sikkerheden og søge, at så få oplysninger som muligt overføres.
Silkeborg Kommune anvender desuden Microsoft 365, når vi behandler din sag. Det kan f.eks. være brug af Outlook eller andre Microsoft produkter.
I den forbindelse er vi kontinuerligt opmærksomme på, at iværksætte tilstrækkelige tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger for så vidt muligt at sikre, at beskyttelsesniveauet omkring dine personoplysninger er tilstrækkeligt højt.
Du er velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.